Foto: Philip Steury/iStock Photo

*Indeholder annoncer

Et julebudget giver plads til hygge og nærvær

Skal julehyggen – og ikke økonomien – være i fokus i december, kræver det for manges vedkommende prioritering, planlægning og forberedelse i form af et julebudget.

For “julen varer længe, koster mange penge”, som der synges i mange hjem juleaften. Og efter julen kommer nytåret, som der også skal budgetteres penge til.

Får du ikke styr på dine prioriteringer og din økonomi i et julebudget, kan hyggen let blive “klemt” af en vedvarende – og måske unødvendig – følelse af at skulle spare på det hele.

I stedet kan du med fordel danne dig et overblik over, hvor mange penge du kan og vil bruge i julen, og derefter sætte pengene af til de enkelte poster i dit julebudget. Det hjælper vi dig med nedenfor, hvor du også får spareråd til julen.

Når julebudgettet først er lavet, kan du bruge pengene med god samvittighed, for så ved du, at du har styr på din samlede økonomi i julen, og at udgifterne ikke løber løbsk.

Mangler du et skema til dit julebudget, har vi indsat et link nederst i artiklen.

Annonce

Undgå følelsen af sparejul – prioritér og afstem forventningerne

Selv om du måske ikke har (alle) de penge at holde jul for, som du gerne ville have, eller som du plejer at have, så kan det stadig godt blive en god og hyggelig jul, uden en konstant følelse af at skulle spare.

Det handler om at prioritere og forventningsafstemme – både med dig selv og dine nærmeste.

Overvej først og fremmest, hvad der er vigtig(s)t for din eller jeres jul.

Hvis det er den årlige familietur på julemarked, som sætter den gode stemning for jeres december, bør den så vidt muligt prioriteres. Men er der i stedet stemning for at skabe en ny – og måske billigere tradition – kan det prøves af. Det kunne være en tur i skoven med varm kakao og klejner, hvor I undervejs på gåturen finder pynt til julebordet.

Tænk også gerne tilbage på julen i de foregående år. Er der noget, som kan undværes eller gøres billigere?

  • er det fx. vigtigt, at der serveres både and, flæskesteg og medister juleaften? eller er en eller to kødretter nok?
  • får I lavet mere julekonfekt eller julebag end I får spist?
  • kan julefrokosten i stedet holdes som sammenskudsgilde? eller kan den laves med færre eller billigere retter?
  • kan madspildet fra julens sammenkomster begrænses, så resterne udnyttes i højere grad?
  • kan det aftales, at der kun udveksles gaver mellem dem, som holder juleaften sammen?

Tænk nøje over, hvad der er vigtigt for dig, og dermed hvilke af vores spareråd til julen, som du vil udnytte.

Og find så ro med de beslutninger, som du eller I træffer, så december ikke bliver præget af en konstant følelse af at måtte nøjes.

kvinde drikker kaffe foran en stor lys-dekoration som forestiller en gaveæske med sløjfe - kvinder passer på sit overskud i julen
Foto: freestocks/Unsplash

Husk dit eget overskud når du laver julebudget!

Når vi lige nedenfor kigger på de enkelte udgiftsposter i dit julebudget, vil der være mange ting som kan gøres billigere eller bedre, hvis du tilbereder eller udfører dem selv. Og dét kan være fristende i en tid med høje priser.

Men husk at prioritere dit eget overskud, for julen skal være rar og hyggelig for dig også.

Dit overskud – eller mangel på samme – påvirker i høj grad julestemningen hos både dig selv og dine nærmeste, så skru hellere lidt ned for ambitionsniveauet. Du har sjældent den tid til rådighed, som du forventer, for de fleste af os har tendens til at planlægge for optimistisk, og så kommer “livet” i vejen.

Så se gerne realistisk på det julebudget du lægger – ikke bare i økonomisk henseende, men også i tidsmæssigt henseende.

Har du reelt tid, lyst og overskud til (alt) det du planlægger og siger ja til?

Hvis ikke, så har du måske brug for at blive bedre til at sige nej, og sige fra på en pæn måde og med god samvittighed, så du får passet på dig selv.

Få overblik over udgifterne i dit julebudget og spareråd til julen

Inden du lægger dit budget, kan du med fordel se på, hvad du allerede har;

  • er der juleservietter tilbage fra sidste år? er der nok? og er de pæne?
  • virker julebelysningen?
  • er der nissehuer til børnene, og kan de stadig passe dem?
  • kan adventskransen fra sidste år friskes op og genbruges helt eller delvist?
  • kan julepynten genbruges eller skal den erstattes eller suppleres?
  • er der gaveindpakningspapir og -bånd, tape og til-og-fra-mærker i passende farver og mængder?
Foto: Rob Laughter/Unsplash

Gaver

Gaver er for mange den største post i julebudgettet, og derfor et vigtigt sted at fokusere, når du lægger budget.

Heldigvis kan du sagtens give personlige gaver, som har stor værdi for modtagerne – også selv om dit gavebudget måske er mindre end det plejer at være.

Husk; Det er tanken, der tæller, fremfor gavens økonomiske værdi!

Vi har samlet en række ideer til personlige julegaver på budget, som du kan lade dig inspirere af.

Du kan også overveje

  • om der fortsat skal udveksles gaver med alle dem du plejer, eller om der skal justeres
  • om det er muligt at give større gaver i fællesskab med andre
  • om budgettet for den enkelte gave skal justeres
  • om du i et vist omfang kan benytte brugte ting eller gaver du selv har lavet

Ud over gaver til selve juleaften, skal der ofte købes værtindegaver, adventsgaver, gaver til pakkelege, mandelgaver mv., så husk også dem i dit budget.

Generelt kan du spare tid og transportudgifter ved at handle online. Og måske kan du endda optimere ved at få flere pakker leveret til det samme udleveringssted, så det er nemmere og hurtigere for dig at hente pakkerne.

Annonce

Juletræ

Juletræet er et “must” i mange hjem – særligt hvis du bor med børn eller der kommer børn hos dig i julen.

Tænk gerne over, om juletræet “bare” skal stå til pynt eller om det skal bruges til at danse om juleaften.

Juletræer sælges som regel efter størrelse, så et mindre træ vil som hovedregel være mere budgetvenligt (og nemmere at håndtere).

Igen – overvej hvad der er vigtigt for dig og dine nærmeste.

Nogle køber også andre dekorationer eller gravpynt samtidig med juletræet, som i givet fald også skal med i budgettet.

Mad og drikkelse

Mad og drikkelse er også en stor post i julebudgettet.

Husk at medtage udgifter til mad og drikkelse i forbindelse med diverse fællesarrangementer, julebrunch, julefrokoster før jul og i juledagene, gløggarrangementer mv.

Læg gerne en madplan, og sørg for at handle, når der er tilbud på den enkelte råvare. Kød kan evt. fryses ned og tøs op, når det skal bruges, og konserves, fx. rødkål, kan holde længe.

Hav dog også gerne din transportøkonomi i baghovedet, så du ikke kører for ofte og for langt for at spare.

Annonce

Transport

Nu vi er ved transportudgifterne, så kan de også fylde en del i julebudgettet, uanset om du kører selv eller bruger offentlig transport.

Husk at medtænke transport

  • til og fra julefrokoster og andre sammenkomster
  • juleaften
  • i juledagene

Du kan bl.a. overveje følgende:

  • er det muligt at køre flere sammen og på den måde holde udgifterne nede?
  • er det billigere og/eller nemmere at bruge offentlig transport?
  • er det billigere/nemmere at låne eller leje en bil frem for at transportere mange med offentlig transport?
  • kan du/I få et lift med nogen i kender eller købe et lift via en samkørselsordning, fx. Gomore.dk?
  • kan du tilbyde andre et lift, og på den måde holde udgifterne (og klimabelastningen) nede?

Skal du ikke selv bruge din bil, kan du evt. leje den ud til andre via Gomore.dk.

Tøj

December kan byde på mange sammenkomster, og du må overveje, om det er tid til at friske garderoben op inden da.

Er der ikke basis for helt nyt tøj, kan du måske nøjes med at tilføje et twist af jul til din garderobe?

Beslut dig gerne for et konkret beløb, som skal med i dit julebudget

Deltagerbetaling

Skal nogen i husstanden deltage i julearrangementer, som kræver deltagerbetaling, fx. i sportsklubben, på skolen eller på arbejdspladsen, skal der selvfølgelig også sættes penge af til det i dit julebudget.

Nytår

Hav også gerne nytåret med i dit budget, for det kan på tilsvarende vis koste en del penge til mad og drikkelse, snacks, pynt, værtindegave, tøj, transport og fyrværkeri.

Annonce

Budgetskema – værktøj

Rådtilpenge.dk, som drives af Finanstilsynet, har lavet en julebudget-beregner, som du kan finde her.

På siden findes også et mere udførligt budgetskema i Excel-format (i bunden af skærmbilledet), som du kan gøre brug af.

Følg løbende op på dit julebudget

Husk at følge op på dit budget ved løbende at notere, hvor mange penge du har brugt til hver udgiftspost.

Opfølgningen kan eksempelvis laves hver weekend, når du alligevel danner dig et overblik over den kommende uge.

Budgetopfølgningen sikrer, at du hurtigt kan reagere, hvis budgettet er ved at skride.

Vi håber du får glæde af vores spareråd til julen og dit julebudget!

Julen varer længe, koster mange penge

Denne artikel indgår også i en juleserie hos netværket Bloggers By Heart, som har titlen “Julen varer længe, koster mange penge”.

Serien indeholder forskellige indlæg om, hvordan du kan gøre julen mere budget- og energivenlig og samtidig mindre stressende.

Du kan følge serien hos Bloggers By Heart på Instagram.

Vi håber også du vil følge vores nyoprettede profil på Instagram, så vi løbende kan inspirere dig til mere overskud i hverdagen. Tak!

Kom godt videre….

Forsiden » JUL med overskud » Sådan får du råd til julen – julebudget og spareråd til julen

Del også gerne artiklen, tak!